Hej, så har jeg fundet tid og overskud til at poste et indlæg igen.. Om dette bliver starten på en ny, lind strøm af indlæg skal jeg lade være usagt, men det er da et forsøg værd..
Jeg er, som i få der læser med nok allerede ved, flyttet til Århus for at læse. Noget jeg nu har gjort i lidt over en måned. Har fået en lidt ujævn start på studiet hernede. Dels på grund af lidt sygdom og dels det at vænne sig til en uddannelse igen og være underlagt en del forpligtigelser, man absolut ikke altid er enig med "autoriteterne" om! Men efter en rus-weekend(alle fra 1. semester fra samlet tre dage i en hytte på heden, hvor den primært stod på dans, narko, sprut, rapseri, hor og gøgl) er det lidt som om uddannelsen virker lidt mere hensigtsmæssig - lyder lidt skræmmende, men ikke desto mindre er dette faktisk, i mit tilfælde ihvertfald, sandt!
Et billede af mit nuværende hold - enkelte er legendariske i mit univers, men jeg agter ikke at sige hvem, for så kan de muligvis lukrere på det senere! Men det virker som om de har det, naturligt, godt sammen, så det er jo smukt!
Boligmæssigt er jeg blevet sparket ind på et 16km2(cirka) "stort" og meget fugtigt kollegieværelse på et kollegium der hedder Vilhelm Kiers. Et værelse hvor kondensvandet driver så meget ned af det eneste vindue, at mine tanker konstant blive ført tilbage på Foz de Iguazu. Men her stopper de sammenlignelige punkter mellem dette kollegium og Sydamerika også brat. For der er absolut intet over hverken journalisthøjskolen - med tilnavnet "Bunkeren" - eller kollegiumet som emmer af beton og byggerod fra en side af. Ikke engang det desperat forsøg på at peppe betonen lidt op, med vindue-skodder i skønne farver som lilla og turkis, hjælper på dette. Men så er det jo godt at der er så mange andre ting til at inspirere en; musikken, de konstante konfrontationer med nye mennesker og de mange kulturer, der i særdeleshed præger mit "kvarter". For kollegiet ligger i Århus V - det, set i det VKO's perspektiv, dårlige kvarter af Århus. Heroppe er der ikke trendy cafeer og moderigtige butikker, men til gengæld er der plads til alle. En floskel? Måske, men det gør den ikke mindre sand!
Det Elektriske Barometer har jeg efter flere års fravær igen fået øjnene op for, og programmet er igen blevet min tro følgesvend søndag aften fra 21.03-22.00. En lille time hvor jeg går i et med beton og melankoli og ikke laver andet end at nyde at høre om unge teenageres problemfyldte hverdag, krydret med MEGET lytte-værdigt musik(State Bird og Bon Iver fra denne uge bl.a.) - bestemt værd at bruge en time på!
Udover at dette kollegium i forvejen var ret trist at se på med dens tamme betonfacade, så er fonden der ejer stedet netop nu i gang med en stor renovering af samtlige bygninger(ca. 20-25 - der bor lidt over 600 i alt på Vilh. Kiers), så overalt ved de nederst bygninger har der været et decideret byggehelvede, siden jeg entrerede mit kammer. Og dette byggehelvede er nu på vej mod vores blok. Containerne rykker tættere, buske bliver fjernet og metalplader bliver lagt, så maskiner og rygende håndværkerer, de næste mange måneder, kan vække os alle 0700 og først give os ro, når mørket så småt bryder frem. Det bliver dog lidt mere overkommeligt, når det falder sammen med at dagene bliver længere og vejret forhåbenligt bliver bedre.
Nok om Århus og det dertil hørende..
I dag var der et godt afsnit af Beverly; "Young" David Silver viste sig endnu engang som et seksuelt pragteksemplar overfor for den lidt ældre Camille(hende med Eurythmics-håret). Imponerende bedrift, hvis man tænke over at David jo ER en årgang yngre end resten af venneflokken. Noah var konstant fuld og levede op til alle de typiske forventninger vi alle sidder med til sådan en søens mand. Godt at se, at Noah husker sine rødder. Steve's rolle fokuserede kunne omkring sex og hans mangel på samme. Kelly og Donna røg nok engang ind i deres klassiske roller: "at hjælpe andre". Kelly ville som altid hjælpe Dylan, mens Donna vil hjælpe Nat ud af drukproblemerne, og det var til trods for at hun for to afsnit siden mistede sin far, den sympatiske hjertelæge Dr. John Martin. Men det tab mærker man selvfølgelig ikke på den altid stærke og selvstændige kvinde, Donna Martin (Graduate). Manden som i dette afsnit løber med al opmærksomheden var, SOM ALTID, Dylan Michael McKay. Dylan er sikker på, at han så sin ellers afdøde far, Jack McKay, i en nyhedsudsendelse om et nødlandet fly. Først virker det absurd, men Dylan stoler på sin fornemmelse og undersøger sagen så langt til bunds, som han kan. Måske er far Jack ikke død alligevel? det bliver spændende at følge på mandag 16.15 på Tv2 Danmark.
